Forældresamarbejde

Lad os hjælpes ad

Tekst med forklaring på, hvad siden handler om, og hvorfor vi har den

Gode råd om hverdagens konflikter

Herunder har vi samlet lidt gode råd til hverdagens små og store konflikter fra specialist Karin Nilsson, der arbejder med angst, nervøsitet og manglende selvtillid hos børn, unge og voksne.

”Beroligelse – og hvorfor det ikke virker”

Som at slukke en brand med benzin

Mange forældre kommer med en strøm af beroligende udtalelser. Du kender sikkert selv nogen, som konstant siger noget i stil med:

“Mor er hos dig / Far passer på dig”

“Der sker ikke noget”

“Det er ikke farligt”

“Jeg bliver lige her, hvor du kan se mig”

“Jeg går ikke fra dig”

“Jeg er kun væk et øjeblik”

Fortsæt selv strømmen af beroligende sætninger i dit hoved – du kender det garanteret godt.

Man skulle tro, at det vil føre til tryghed. Det virker jo logisk at give beroligelse på den måde.

Sagen er bare, at det ikke virker.
Du har sikkert aldrig set et barn, som reagerede ved at siger:

“Okay, hvis du siger, at der ikke sker noget – så lægger jeg mig til at sove helt trygt.”

Kort sagt – det virker ikke.

Lad mig give dig et eksempel: Læg mærke til, hvordan du får det i din krop, når du læser om feriestedet her.

“Feriestedet, som du hurtigt siger nej tak til “

Forestil dig nu, at du går ind på et rejesebureau for at bestille en rejse til et sted du har set.

Du går glad og frejdigt ind og bestiller din ferie:

“Jeg vil gerne bestille en rejse til X-sted”

“Det kan jeg godt forstå,” siger damen bag skranken: “Det er også et dejligt sted. Og du kan tro, vi passer godt på dig.”

“Uhm,” siger du glad: “Godt at høre.”

“Ja,” siger hun og fortsætter: “Og du kan føle dig helt tryg.”

“Vi har hegn rundt om området.”

“Og der går vagter døgnet rundt.”

“Og der er overvågningskameraer over det hele.”

“Du kan tro, vi passer på dig. Du kan føle dig helt tryg.”

“Vi har aldrig mistet nogen gæster på denne destination”

“Du er virkelig i sikkerhed her.”

Kan du mærke hvordan utrygheden spreder sig i dig.

Har du stadig lyst til at bestille den rejse?

Sådan er det også med børn.

Konstant beroligelse i stil med:

Jeg passer på dig

Mor er lige her

Der er ikke noget at være bange for

Der sker ikke noget

Du kan være helt tryg,

…. har desværre den modsatte effekt. På samme måde, som at rejsebureauets forsikringer ikke gjorde dig tryg men tværtimod utryg. Rejsebureauets beroligelse fik dig for alvor til at tænke på, at det nok var farligt at rejse derhen.

Gør det her i stedet for

I stedet for beroligelse kan du lægge mærke til forskellen på, hvornår dit barn spørger om information:

“Mor, hvad er klokken?”

eller hvornår dit barn efterspørger beroligelse.

Hvis dit barn spørger om konkret information, holder det op med at spørge, når det har fået informationen.

Hvis barnet efterspørger beroligelse, kommer spørgsmålet igen og igen:

“Mor, er du sikker på, at jeg ikke er syg”

“Mor er du sikker på, at de ikke bliver sure?

Problemer med beroligelse?

Når dit barn beder om, at du skal ‘fixe’ den indre uro som barnet føler, så lærer dit barn ikke at berolige sig selv.

Det lyder så hårdt, men det barn, som ikke har lært at få sig selv til at føle sig bedre tilpas, når uroen kommer, er ‘på den’, når du ikke lige er i nærheden til at dæmpe den indre uro. For eksempel hvis dit barn er på lejrskole uden dig.

Hvis der ER fare på færde, skal du selvfølgelig gøre det, som skal gøres: Berolige og være der for dit barn, indtil situationen er løst.

Hvis der IKKE er fare på færde, så er det mest kærlige, du kan gøre, lige så stille at lære dit barn, hvordan barnet selv kan dæmpe den indre uro.

"Undgåelse"

Hvis du giver dit barn lov til ‘at slippe’ bliver angsten værre.

Børn (og voksne) med angst vil gøre alt for at undgå de situationer eller steder, som udløser dårlige følelser. Det kan være:

At sove i sit eget værelse
Sove ude
Være væk fra dig
Køre i elevator
Gå til sociale arrangementer
Gå til frisør eller til koncert
Offentlig transport
Steder med mange mennesker eller steder med høje lyde
Bakterier

Den negative tanke bliver stærkere

Hvis du altid eller ofte giver dit barn lov til at undgå situationer vil overbevisningen om, at ‘det er farligt’ bliver stærkere.

Hvis du altid tillader dit barn at undgå situationer og begivenheder ‘snyder’ du barnet for nye oplevelser, som kan bane vejen for nye positive tanker.

Barnet får ikke mulighed for at erfare på sin egen krop, at det i realiteten ikke er farligt.

Dit barn kan på den måde, ende med at blive fastholdt i en opfattelse af at det er bedst at undgå de ting.

I forhold til selvværd, så ved man, at mestring er en af vejene til sundt selvværd. Og mestring kommer af øvelse.

“Jeg gider ikke”, “jeg har ikke lyst”, “det er kedeligt!”

Det kan selvfølgelig være, at dit barn ikke gider, ikke har lyst og så videre. Men vær opmærksom på, at det ofte dækker over, at der er noget som dit barn ønsker at undgå (for ikke at få “dårlige følelser”/angst). Når du hjælper dit barn til at konfrontere de ting – i små skridt, hjælper du dit barn til at blive fri af angsten.

”At acceptere en præmis – og hvorfor er det så skidt?”

Det er et lidt ‘krøllet’ begreb, som handler om, hvad der ligger bag de beslutninger, vi træffer – og hvilke signaler det sender.

Hvis du aftaler med din svigermor, at hun sidder på gangen mens din datter er i klassen, accepterer du en bagvedliggende præmis om, at der er noget ‘farligt’ derude.
Hvis der ikke er fare på færde, hvorfor skulle farmor så sidde på gangen hele dagen?
Hvis du rejser dig og går ud med din 13 årige datter i hånden for at se, hvorfor der er (helt almindelige) lyde udenfor, har du accepteret en præmis om, at der nok sker noget farligt udenfor hoveddøren – og at det kan hun ikke selv gå ud og undersøge.
Hvorfor skulle du ellers gå med hende ud?
Siger du ja til at gå med din 12 årig ned til kiosken på hjørnet, har du accepteret en præmis om, at der er fare på færde og/eller en præmis om, at den 12 årige ikke kan klare situationen selv.
Hvorfor skulle du ellers gå med?
Accepterer du, at lyset skal være tændt om natten, accepterer du en præmis om, at mørket er farligt/utrygt.
Accepterer du at spørge for dit store barn, accepterer du en præmis om, at barnet ikke selv er i stand til at spørge, eller en præmis om at det kan være ubehageligt at kommunikere med andre.
Hvorfor skulle du ellers overtage kommunikationen?
Accepterer du, at dække de ‘skræmmende’ klistermærker på køleskabet i feriehytten over, så har du accepteret en præmis om, at de klistermærker er farlige.
Hvorfor skulle du ellers dække dem til?
Står du oppe på første sal og siger til dit barn, som er blevet skræmt over en lille hund at: “Hunden kan ikke komme herop!” Så har du accepteret en bagvedliggende præmis om, at hvis hunden kunne komme op, så ville den være farlig. Hvorfor skulle du ellers understrege, at den ikke kan komme op?

Hver gang du siger ja til ting i stil med ovenstående, så husk at spørge dig selv:

“Ved at sige ja til dette, accepterer jeg så en præmis om, at noget er ‘farligt’, eller at mit barn ikke kan klare det selv?”

"Derfor må du ikke gå ned og hente isen selv”

Når dit barnet undgår at gøre noget selv, skal det have en konsekvens.

Det er det princip, der menes med det lidt onde ordsprog: ‘Ingen arme – ingen kage’.

Hvis du altid kompenserer for dit barn, så fjerner du motivationen til at være modig og selv gøre en indsats.

Du får lige et eksempel

En dreng på 11 år er bange for lyden af klokken på Hjem-is bilen.
Du har nu to valg:

Du kan selv gå ned og købe is og købe rigeligt med hjem til fryseren.
Eller, du kan forklare din søn, at hvis han ønsker is, så må han overvinde sin angst og selv gå ned og købe is.

I det første tilfælde, bliver drengen belønnet for sin manglende indsats. I det andet tilfælde bliver drengen tilskyndet til at overvinde sin angst.

Hver gang dit barn trækker sig fra en aktivitet, skal det have en naturlig/logisk konsekvens:

Hvis han ikke vil med ud at spise pizza, skal han ikke have bragt pizzaen hjem.
Hvis dit barn ikke vil med i biografen på grund af angst, skal du ikke leje filmen, så I kan se den hjemme, med popcorn og cola.
Hvis dit barn vil trække sig fra en aftalt aktivitet med en ven, skal barnet selv ringe og melde afbud (større børn).

Hvis du kompenserer og giver dit barn det, som det gerne vil have, uden at tilskynde til at gøre en indsats, fjerner du motivationen for at være modig og begynde at overkomme angsten.

”Overinvolvering – hvorfor det stjæler dit barns selvtillid!”

Når dit barn er presset, kommer du nemt til at tage over og ender med vejlede langt ud over, hvad dit barn egentligt har brug for.

Du fortæller for eksempel dit barnet præcist, hvad det skal gøre og sige i en angstprovokerende situation.

Nogle forældre kommer ind i en vane med, at overtage almindelige daglidagsopgaver for deres barn. Også i de situationer, hvor barnet ikke er angst.

Jeg har mødt børn, hvor forældrene har overtaget stort set alt – også langt efter den alder, hvor deres barn i virkeligheden havde brug for hjælp.

Det sker for os alle sammen. Fordi, som forældre vil vi jo bare gerne hjælpe.

Så det er ikke vigtigt at det sker, for det gør det for os alle – det er vigtigt at vi stopper op en gang i mellem, og spørger os selv, om vi er kommet ind i en vane med at overtage helt dagligdags opgave. Opgaver som vores børn bør varetage selv. For deres selvtillids skyld.

Et eksempel kan være William, som jeg mødte for nyligt.

William var i den grad ‘i lære som hjælpeløs’

William er 11 år og en virkelig kvik og fornuftig dreng.

Jeg lagde ret hurtigt mærke til, at han forholdt sig utroligt passivt.

Han blev stående med sin jakke i hånden, selvom han nærmest lænedesig op ad stumtjeneren.

Han afventede at mor åbnede den flaske vand han blev budt.

Afventede at mor fjernede papiret fra det bolche han tog.

Da de gik stod William og jeg og sludrede.

Alt imens mor lå på knæ og bandt hans snørrerbånd.

Vores samtale fortsatte uanfægtet, mens hun gav ham cykelhjelm på, og spændte remmen.

Derefter stak han hænderne frem, så mor kunne give ham vanter på.

Mor sluttede af med at fortælle William hvad han nu skulle gøre og sige:

“Gå du nu hen til Karin og sig farvel, og så tag din taske, så kører vi”

Overinvolvering stjæler selvtillid

Overinvolvering er som regel startet, fordi forældrene har været vidne til, at deres barn har følt sig hjælpeløs af angst.

Det kan være, at barnet var så nervøst og angst, at det ikke magtede selv at hente en godtepose fra julemanden.

Eller blev overvældet og nærmest paralyseret, ved at blive opfordret til at lege med af de andre børn.

Senere er det blevet til en ond cirkel, hvor barnet hjælpeløst overlader mere og mere til mor og far.

Overinvolvering stjæler dit barns selvtillid, fordi der under det hele er en præmis om, at dit barnet ikke kan klare det selv.

Barnet kan ikke undgå at få den overbevisning at:

“Når mor og far hjælper hele tiden, må det jo være fordi jeg ikke selv kan.”

Overinvolvering er skjult undgåelse

Kreditering: Karin Nilsson, Specialist i behandling af angst, nervøsitet og manglende selvtillid hos børn, unge og voksne: https://karinnilsson.dk/